Tese 1: Det er tid til en kulturel opgradering af vores virksomheder og lederskab

Tese 1 af 5 - Tese 2 af 5 - Tese 3 af 5 - Tese 4 af 5 - Tese 5 af 5

I det globale Egon Zehnder 2021 CEO studie er 97% enige i udsagnet ”Jeg har brug for kapaciteten til at transformere mig selv såvel som min organisation”. Dette er en flerdobling fra tiden før Corona. 45% af CEOs tilkendegiver, at deres største blind spot er ’ikke at lytte’. På en konference fortalte Egon Zehnder’s bestyrelsesformand, at der er sket et skift i de vigtigste kvaliteter, som de leder efter hos potentielle CEO-kandidater: Den vigtigste kvalitet er nu ’nysgerrighed’.

 
 

Vi tager det som et udtryk for, at vi står midt i en gryende kulturel opgradering på mange forskellige planer. Vores hidtidige modernistiske verdenssyn og ledelsestilgang er spændt til det yderste og kan ikke længere følge med. Jovist, vores præstationsorienterede, systemoptimerende, målstyrende ledelsesmetoder har øget produktiviteten, effektiviteten og rentabiliteten i vores virksomheder. Men grænsen, for hvor meget vi kan udnytte ressourcerne ad denne vej – også de menneskelige – er nået. Stress er udbredt. Medarbejdertilfredshed og -engagement halter, og det samme gør mange virksomheders omdømme. Mere mening efterspørges – også hos lederne. Innovation går for langsomt. Selv de nye ’agile arbejdsgange’ gør ikke organisationen tilstrækkelig smidig. Mennesker såvel som ledere bruger alt for meget energi på at opretholde facader, beskytte egoer, undgå åbne personlige konflikter, finde rundt i skjulte agendaer og politiske magtkampe, samt navigere uden om bureaukratiske forhindringer og besværligheder. Ledernes eget arbejdsliv er ofte tynget af et overload af møder, mails, kortsigtede brandslukninger, langsommelige beslutningsprocesser, og mangelfulde implementeringer. Der er en udbredt følelse af at være en flaskehals, og selv være stresset og mangle tid til overblik og strategisk udsyn og fornyelse.

Hvordan kan vi udfolde os og trives som mennesker og være succesfulde organisationer i en tid, som er præget af sociale opbrud, eksponentiel teknologiudvikling og en globaliseret samfunds- og markedsdynamik, som opstår gennem et uforudsigeligt komplekst samspil af mange faktorer?

Vores bud er, at det kræver en kulturel opgradering af vores virksomheder og ledelsestilgang. En re-kalibrering af balancen mellem vores præstations- og læringsorientering; mellem individ og fællesskab. Mellem trangen til planlægning og kontrol, og tilliden til, at vi sammen kan eksperimentere os frem i et ukendt landskab. Vores virksomheder er formet af et verdenssyn og en management-lingo, som ser virksomheden som et ’system’ og en ’maskine’ der kan optimeres. En opgradering af vores verdenssyn og sprog, så vi ser virksomheder som sociale netværk og levende organismer, vil åbne nogle helt nye døre. En bevægelse fra at ’udnytte menneskelige ressourcer’ til at ’forløse menneskelige potentialer’ i vores virksomhedskultur og ledelsestilgang vil give en helt ny linse at kigge igennem. I en verden, som er mere digital, må vi være mere menneskelige.  

Det afgørende for at lykkes med vores organisationer og lederskab bliver i høj grad evnen til at skabe stærke og tillidsbaserede relationer, som muliggør kreativ og kritisk tænkning og samskabelse, samt evnen til at forløse det personlige og kulturelle vækstpotentiale, vi som mennesker er udstyret med fra naturens hånd.


It’s time to re:lead

Vil du vide mere om vores nye research initiativ, så lyt til vores seneste podcast “It’s time to research”. Her taler Bjørn Uldall og Hanne Lindblad om, hvordan vores personlige og kulturelle ‘indre styresystem’ er afgørende for, hvor godt vi lykkes med vores ledelse og virksomhed.

Forrige
Forrige

Podcast S. 2 Ep. 2 - Rasmus Kjeldahl & Børns Vilkår

Næste
Næste

Podcast S. 2 Ep. 1 - It’s time to research