Strategisk facilitering & rådgivning

Strategi, der starter dér, hvor I står

Vi faciliterer strategiprocesser, der tager udgangspunkt i jeres virkelighed: de spændinger, der bremser, og det landskab, I faktisk kan flytte. Så strategien bliver til handling på mandag og ikke til en plan, der ældes i skuffen.

De fleste strategiprocesser begynder med et billede af, hvor I vil være om tre år, og regner baglæns derfra. I en stabil verden virker det fint. Men i en verden, der bliver ved med at bevæge sig, ældes planen hurtigere, end den kan eksekveres.

Samtidig går mange strategier i stå af grunde, der ikke står i planen: uafstemte forventninger, konkurrerende agendaer og dilemmaer, ingen rigtig får sagt højt. Og mange ledelsesteams bruger en overraskende stor del af deres energi på at skubbe til noget, der ikke flytter sig.

Vi vender det om. Vi starter i jeres virkelighed, som den er, og stiller et mere brugbart spørgsmål: Hvad kan vi meningsfuldt flytte – herfra? Pointen er ikke at sænke ambitionen. Den er at lægge energien dér, hvor den kan gøre en forskel.

Vi begynder i spændingerne

En strategi går sjældent i stå, fordi planen er dårlig. Den går i stå i de spændingsfelter, ingen rigtig får sagt højt.

I mange år har vi faciliteret strategiprocesser ud fra samme princip som vores Team Acceleration: Vi tager udgangspunkt i spændingerne frem for at planlægge os uden om dem.

Vi arbejder ud fra ledelsens egen oplevelse af virkeligheden. Hvor er I uenige uden at sige det? Hvilke forventninger er ikke afstemt? Hvad holder jer tilbage – og hvordan er I selv med til at skabe det? Når spændingerne bliver sagt højt og får et fælles sprog, kan de arbejdes igennem. Så bliver de til energi i stedet for modstand.

Nogle spændinger kan ikke løses, kun balanceres: drift og udvikling, styring og autonomi, tempo og kvalitet. Her arbejder vi med polariteter. Det hjælper jer ud af den falske enten-eller-diskussion og frem til, hvordan I får det bedste fra begge sider.

Læs mere om Team Acceleration.

Den rigtige tilgang til den rigtige opgave

Ikke alt i en strategi er usikkert. Noget kræver en plan, noget kræver ekspertise, og noget kan kun forstås ved at prøve sig frem.

En vigtig del af vores rådgivning er at hjælpe jer med at skelne. Til det bruger vi Cynefin-modellen, udviklet af Dave Snowden. Den skelner mellem situationer, hvor sammenhængen mellem årsag og virkning er tydelig eller kan analyseres, og komplekse situationer, hvor den først viser sig, når man handler.

Hvor I har brug for analyse og en solid plan, skal I have det. Hvor situationen er kompleks, har I brug for små eksperimenter og hurtig læring i stedet for en plan, der lader som om, fremtiden kan forudsiges.

Når landskabet er komplekst: Estuarine Mapping

Hvor floden møder havet, flytter sandbankerne sig med hvert tidevand. Klipperne flytter sig ikke, uanset hvor hårdt vandet presser.

En organisation er et landskab af samme slags: processer, systemer, governance, vaner, roller, relationer og de fortællinger, I fortæller om jer selv. Noget af det er sand og kan flytte sig i dette kvartal. Noget er klippe, som ingen mængde ledelsesenergi flytter i år. Og noget kan kun ses ved lavvande.

Estuarine Mapping er udviklet af Dave Snowden og The Cynefin Company, der er førende i arbejdet med kompleksitet. Sammen kortlægger vi de kræfter, der former jeres situation, og placerer dem efter to spørgsmål: Hvor meget energi koster det at ændre? Og hvor lang tid går der, før noget faktisk flytter sig?

  • Klipperne kan ikke flyttes nu. De er ikke fejl, bare ikke årets arbejde. At navngive dem frigør teamet fra stille at spænde imod dem.
  • Det volatile flytter sig næsten uden indsats og kan flytte sig tilbage lige så let. Det har oftere brug for at blive stabiliseret end ændret.
  • Den arbejdsbare zone ligger imellem. Det er her, I sætter ind.

Vores partner Morten Bruhn Højsgaard er uddannet i metoden hos The Cynefin Company og får løbende supervision af Beth Smith fra The Cynefin Company.

Et kort er kun værd at lave, hvis det ændrer, hvad I gør på mandag

Fra kort til handling

Stabilisér først

Før I ændrer noget: Hvad må ikke skride imens? At beskytte det, der virker, er også en handling.

Mange små træk

En portefølje af små, sikre-at-fejle træk frem for ét stort program. Hvert træk er lille nok til, at det er billigt at tage fejl.

Flyt energien omkring det

Kan noget ikke flyttes direkte, ændrer I betingelserne omkring det, så det kan flyttes om et halvt år. Ofte ligger det reelle løft her.

Sæt målepunkter

I beslutter på forhånd, hvad I holder øje med, og hvilket signal der skal få jer til at handle. Kortet er et levende instrument.

Vores rolle i rummet

Vi ejer processen. I ejer indholdet.

Som eksterne facilitatorer har vi ingen bindinger til interne dynamikker eller politiske agendaer. Vi styrer processen, så I kan bruge kræfterne på beslutningerne. Vi stiller spørgsmål, der ikke peger på et bestemt svar, og vi holder igen med at konkludere for tidligt.

Samtidig er vi ledelses- og udviklingskonsulenter, ikke kun procesfacilitatorer. Mange af de kræfter, der bremser en strategi, lever i vaner, loyaliteter og antagelser mellem mennesker. Dem har vi blik for, og vi skaber et rum, hvor de kan blive sagt højt.

En strategi bliver kun til virkelighed, hvis ledelsesteamet også opgraderer den måde, det sanser, tænker, samarbejder og handler på sammen. Det er kernen i re:leads Opgraderingshjul. Læs mere på Hvordan vi arbejder.

Vi tilpasser altid forløbet. Det kan være en enkelt workshop, facilitering af jeres strategiseminar eller et længere forløb med sparring til ledelsen undervejs.

Sådan forløber det

  1. En uforpligtende samtale

    Vi taler om, hvor I står, hvad der presser sig på, og hvad der skal til. Skriv til info@relead.dk.

  2. Det rigtige spørgsmål

    Vi formulerer sammen det spørgsmål, processen skal arbejde med. Et godt spørgsmål er konkret, tidsafgrænset og peger ikke på et bestemt svar.

  3. Indsamling

    Før vi samles, henter vi perspektiver fra dem, der kender landskabet: gennem samtaler, fortællinger og spørgsmål som "hvad holder dig vågen om natten?".

  4. Det fælles arbejde

    I faciliterede sessioner arbejder ledelsen med de spændinger, polariteter eller kræfter, der er i spil. Vi vælger metoden efter opgaven og bygger udfordring ind, så jeres billede bliver prøvet af.

  5. Konkrete træk og aftaler

    I beslutter en håndfuld konkrete træk med navne på og aftaler, hvad I holder øje med.

  6. Opfølgning

    Landskabet flytter sig, når I handler i det. Vi vender tilbage med en fast kadence og giver sparring til ledelsen, så strategien bliver ved med at passe til virkeligheden.

Det mønster, vi oftest ser. Ikke garantier, men det, I med rimelighed kan arbejde hen imod.

Hvad I kan forvente

Et fælles og ærligt billede

I ser både det, der bærer jeres strategi, og det, der bremser den – og I har et fælles sprog for, hvad der kan flyttes.

Mindre spildt ledelsesenergi

Det, der ikke kan flyttes i år, bliver sagt højt og lagt fra sig. Det frigør opmærksomhed til det, der kan.

Færre, men tydeligere beslutninger

En kort liste af træk med ejere frem for en lang liste af initiativer, som ingen ejer.

Hurtigere læring

Små, sikre-at-fejle træk giver svar på uger frem for kvartaler, og svarene kan bruges med det samme.

Er det det rigtige for jer?

Det passer godt, når:

  • jeres strategiplan halter efter virkeligheden
  • I står i en større transformation, og det er uklart, hvor I skal sætte ind
  • ledelsen står i dilemmaer, der bliver ved med at vende tilbage
  • ledelsesteamet bruger meget energi uden at komme ud af stedet
  • I vil have en strategiproces, der fører til handling og ikke kun til et dokument

Hvilken tilgang der passer til jer, finder vi ud af sammen i den første samtale.

Står I med en strategi, der skal leve i virkeligheden?

Skriv eller ring til os, så tager vi en uforpligtende samtale om jeres situation og finder den tilgang, der passer til jer.