Advice
Der eksisterer et utal af beslutningsprocesser, som hver især har deres styrker og svagheder. Stadigt flere organisationer anvender en variant af advice-processen - og det er der flere grunde til. Advice-processen er et princip som kombinerer udstrakt frihed og autonomi til den enkelte medarbejder eller team, med et krav om at inddrage andres perspektiver i en helhedsbetragtning. Selve advice-processen er ofte udformet således at:
Enhver medarbejder har ret, (og måske endda pligt), til at tage en beslutning eller et initiativ, som vedkommende mener at der er behov for. Før beslutningen kan træffes, skal vedkommende dog have rådført sig hos:
Alle i organisationen som beslutningen vil kunne påvirke i en betydelig grad
Alle i organisationen som besidder ekspert-viden indenfor det område, som beslutningen vedrører
Det advice man modtager, skal da tages op til overvejelse, hvorefter beslutningen kan træffes. Idéen er, at medarbejderen med disse gruppers advice og perspektiver in mente, har tilegnet sig tilstrækkelig viden, til at kunne tage en kvalificeret beslutning.
I næsten alle tilfælde viser det sig, at advice-processen er yderst effektiv. Den tillader at enhver medarbejder kan tage initiativet, hvis han/hun får øje på et problem, og føler at problemet kræver at der tages en beslutning. Ved at implementere advice-processen gøres alle organisationens medarbejdere til magtfulde, potentielle beslutningstagere.