It’s time to re:lead - so it’s time to re:search

De sidste par år har understreget at vi lever i en kompleks, forbundet og uforudsigelig verden. Som leder skal du respondere næsten dagligt på den seneste krise i samspil med en lang række mennesker og aktører. Samtidig skal du surfe strategisk på de bølger af f.eks. grøn omstilling, digitalisering og agil organisationsudvikling, som tiden også præges af.

Det kan være spændende og udfordrende, men også nedslidende, for derudover bokser ledere i større organisationer dagligt med ressourceknaphed, stress, lavt engagement, træg implementering, silotænkning, overload af møder, og manglende dybere mening – bare for at nævne et par af de symptomer vi møder igen og igen, når vi arbejder med ledere og organisationer.

Så hvad er løsningen og svaret? 

Netop vores trang til hurtige løsninger og svar er måske en del af problemet? Vi har derfor i re:lead sat os for at bruge tid og kræfter på at undersøge og teste nogle dybe spørgsmål og antagelser, så vi bedre kan finde vejen frem sammen.

Vi må opgradere vores indre menneskelige styresystem

Hvad nu hvis ledelse i vores aktuelle tid kræver et dybt livtag med vores måde at være, tænke, samarbejde, og handle på – som individer såvel som teams og organisationer? Og hvorfor stoppe der – for er det ikke hele den globale civilisation, som har brug for en menneskelig kulturel opgradering, hvis vi skal lykkes med de fælles verdensmål og en bæredygtig, smuk og retfærdig fremtid sammen? Det er der aktuelt en gryende international bevægelse af forskere, virksomheder og konsulenter som arbejder for, med formuleringen af en række IDG’er (’inner development goals’) som løftestangen til at lykkes med de fælles SDG’er. (Læs mere her: https://www.innerdevelopmentgoals.org/)

I re:lead har vi længe været optaget af hvordan vores personlige og kulturelle ’indre styresystem’ (dvs. vores grundlæggende måde at orientere os og skabe mening og handling på), er afgørende for hvor godt vi lykkes med vores ledelse og virksomhed! Vores oplevelse er, at den management-tænkning og tilgang som de fleste organisationer og ledere hidtil har benyttet med succes, i stigende grad, nu og fremover, er utilstrækkelig. Vi står, så vidt vi kan se, i en brydningstid hvor vores forståelse og praksis af lederskab og kultur i virksomheder og organisationer er godt i gang med at blive udfordret og genopfundet.

Vi vil teste 5 teser med udvalgte topledere - og dig?

I den kommende tid vil vi gå i dialog med en række udvalgte topledere, om hvordan de ser og erfarer tidens strømninger og muligheder for deres virksomheder og deres ledelsestiltag. Som udgangspunkt for denne dialog har vi formuleret vores egne aktuelle forståelser og antagelser i 5 teser. Dem holder vi ikke skjult, men lægger dem åbent frem for at se hvad de slår an af genkendelse fra topledernes oplevede virkelighed og hverdag. Især ønsker vi at få dem udfordret, kvalificeret og nuanceret. Vi benytter nemlig en ’deltagende aktions-forskningstilgang’, hvor det at få bekræftet sine forudgående teser ikke regnes for væsentlig ny viden. Ny viden opstår i denne tradition når vi får nye perspektiver, udfordrer forsimplede antagelser, og ikke mindst udvikler praksis som bringer os videre med at løse de problemstillinger vi står overfor.

I de kommende uger vil vi også dele vores teser her på vores blog. De har i vores øjne relevans langt ud over en snæver topledergruppe – så vi håber de kan være til inspiration og give anledning til eftertanke, nye spørgsmål, og yderligere udveksling af erfaringer og perspektiver og praktiske eksperimenter fra dig – hvad enten du er leder, konsulent, medarbejder, studerende eller bare engageret verdensborger. Hvis det vi har brug for er en kulturel opgradering af de grundlæggende menneskelige styresystemer, involverer det jo os alle.

Toplederens meningsstruktur og dens betydning

Når vi alligevel er særligt opsatte på at komme i dialog med toplederne, så er det ikke fordi vi mener at en kulturel opgradering altid er noget der bedst igangsættes og ledes top-down gennem de formelle magthierarkier. Ofte er det fra periferien og fra modige rebeller at transformationsimpulserne kommer. Men toplederens måde at se og møde disse udviklingsimpulser på er i vores erfaring afgørende. På de første sider i de fleste forandringsledelsesbøger står der, at man må sikre sig topledelsens opbakning. Hvis toplederen selv er forandringsagenten, kan han i de samme bøger finde opskriften på hvordan han får medarbejderne med. Efter mange år i ledelse og coaching, ved vi, at der er så mange måder hvorpå disse tilsyneladende gode opskrifter kan gå galt! Og langt de fleste kan føres tilbage til hele den grundlæggende måde at være, tænke, samarbejde og handle på, som er resultatet af et stort set ubevidst indre styresystem, som vi hver især og sammen render rundt med.

Som en integreret del af research-initiativet er vi interesserede i bedre at forstå eventuelle koblinger mellem toplederes perspektiver og initiativer, og det bagvedliggende ’indre styresystem’ som de benytter til at orientere sig, skabe mening og navigere med. Vores dialoger vil derfor inkludere et interview gennemført med en særlig spørgeteknik udviklet af bl.a. Harvard Professor Robert Kegan, og suppleret med en ’action logic assessment’– som giver os to forskellige vinkler og modeller til at se hvad det er for bagvedliggende ’logikker’ og ’menings-skabende strukturer’, som vores topledere benytter sig af.

Denne research-tilgang som er rettet mod bedre at forstå hvilke eventuelle sammenhænge der tegner sig mellem personlige menings-strukturer og måden at forholde sig til tidens ledelsesmæssige spørgsmål, er ikke tidligere set anvendt i Danmark (eller ret mange andre steder). Det er en nyskabelse vi, og internationale forskerkolleger, er spændte på at se resultaterne af. Samtidig kan disse analyser og profiler give meget lærerig feedback og indsigt for toplederne, som kan bruge dem til bedre at forstå egne måder at være, tænke, samarbejde og handle på.

Vi glæder os til at dele vores teser, og løbende formidle nogle af de indsigter, perspektiver og illustrative historier som kommer ud af vores reserach i den kommende tid. Vi håber også at du har lyst til at bidrage med dine erfaringer og tanker undervejs, så vi kan undersøge og udfordre vores teser fra mange perspektiver.

Lad os sammen gå en ny tid i møde, med et opgraderet menneskeligt styresystem som tjener os alle og vores klode bedre.

Tese 1 af 5 - Tese 2 af 5 - Tese 3 af 5 - Tese 4 af 5 - Tese 5 af 5

Forrige
Forrige

Feedback - Godt eller skidt?

Næste
Næste

Skubber I selv talenterne væk?