Lederskab der gør det rigtige – i en forbundet verden
Del 1 af 5 - Del 2 af 5 - Del 3 af 5 - Del 4 af 5 - Del 5 af 5
Hvad vil det sige ’at gøre det rigtige’ i en kompleks og uforudsigelig verden, præget af store eksistentielle kriser og skift?
I vores lederskab står vi med en etisk fordring. Vi holder ikke bare vore relationers liv i vores hænder – men også potentielt vores børnebørns, menneskehedens og tusindvis af arters. I denne sidste del af blogserien, beskriver jeg hvordan vertikal udvikling løfter det etiske perspektiv, ikke bare op til balkonen eller op i helikopteren. Vi skal helt derud, hvor den lille blå planet svæver i mørket.
Hvert udviklingsstadie i Robert Kegans udviklingsmodel kan siges at have sit eget forhold til etik – og sin egen etiske logik. Generelt kan man sige at den vertikale udvikling fører mod en etik der er mere nuanceret, og mere inkluderende.
Ydre styret etik
Det socialiserede sinds etiske landkort, og fornemmelse af hvad der er rigtigt og forkert, er givet af en loyalitet mod de gældende samfundskonventioner, eller de normer der er gældende for den gruppe eller subkultur, man tilhører. Det kan også være forankret i specifikke ydre autoriteter som f.eks. hellige bøger, en politisk ideologi, eller ledende skikkelser. At størstedelen af den voksne befolkning har udviklet et socialiseret stadie, er helt afgørende for at vi kan påberåbe os ’samfundssind’ – f.eks. i kampen mod Corona. Begrænsningen for det socialiserede sind er, at det er præget af en forholdsvis kategorisk modstilling mellem rigtigt og forkert. Det har en tendens til en ’dem’ og ’os’ opfattelse – hvor det gælder, at hvis vores etik er den rigtige, så må de andres være forkert.
Indre formuleret etik
Med det ’selv-forfattende’ sind får vi en vis afstand til de etiske værdier og overbevisninger, som vi har fået gennem vores opvækst. Det selvforfattende sind kan forholde sig kritisk og reflekterende til de etiske normer, som det er vokset op med, og selv redefinere og genfortolke dem. Derved skabes et indre værdisystem, og egen indre sammenhængende etiske tænkning og ideologiske system. Typisk vil det have plads til flere nuancer, og større accept og forståelse af at andre kan vælge at bekende sig til andre værdier og etiske anskuelser. Det vil i højere grad være i stand til at navigere i multikulturelle sammenhænge, og kunne navigere mellem umiddelbart modstridende etiske fordringer.
Hvordan håndterer man f.eks. en situation hvor der både er hensyn at tage ift. ‘etnicitet og ligestilling’, ‘faglig kompetence’, ‘fællesskab/historie’ og ‘økonomi’ som trækker i hver sin retning - og hvor der kommer forskellige ønsker og krav fra forskellige interessenter? Det er svært at navigere i - men nærmest umuligt hvis ikke lederen har det indre ståsted, og den kapacitet til at afveje forskellige hensyn og trække grænser i et større perspektiv, som det selvforfattende sind giver.
Med udviklingen af det selvforfattende sind, udvides kapaciteten til at rumme og acceptere forskelle i normer, værdier og livsanskuelser. Det kommer fra en fornemmelse af at have sin egen sammenhængende ideologi og etik som man hviler i – du kan derfor godt have en anskuelse som er forskellig fra min, uden at jeg føler at min egen er udfordret eller truet. Jeg kan være nysgerrig på din, og finde den eksotisk og spændende. Begrænsningen for det selvforfattende sind, er behovet for at holde fast i sin egen version, og fastholde at den andens er ‘fremmed’. I yderste instans er der ingen garanti for at et selvforfattende sind ikke vil udvikle en etik som udgrænser særlige etniske eller sociale grupper som ’umenneskelige’, og derfor mister fornemmelsen af forbindelse, og mener sig i sin gode ret til at dominere eller udrydde dem.
Transformativ etik
Med udviklingen til det mere sjældne ’selv-transformerende’ sind, bliver forskelligheder og modsætninger ikke primært noget der lokaliseres eksternt, de genkendes også i egen indre kompleksitet. Manden kommer i kontakt med sin indre kvinde, israeleren kommer i kontakt med sin indre palæstinenser, og den mægtige leder er i kontakt med sin egen magtesløshed og afhængighed. Fra den oplevelse bliver det sværere at opretholde en ‘naturlig rimelighed’ og ’udelagtighed’, i den lokale og globale sociale polarisering og ulighed, som også er en del af vor tids udfordringer.
Den vestlige livsstils klimakonsekvenser og egen medskyldighed i klimakrisen, og tilhørende indre trang til at rette op på miseren, bliver også sværere at rationalisere sig ud af for det selv-transformerende sind. Det vil give betydelig kognitiv dissonans at opretholde adskillelser mellem arbejde, virksomhed, etik, politik og person, fordi de systemiske sammenhænge springer langt mere i øjnene. Dette giver anledning til et lederskab som i højere grad søger at skabe sammenhænge - også mellem mikro ’nu og her’ situationer, mezzo virksomheds-udfordringer, og de makro samfundsmæssige udfordringer med social polarisering, økonomisk ulighed, klimakrise, etc. som vi kollektivt står med.
Der er endnu begrænset empirisk forskning som undersøger og dokumenterer hvordan det selv-transformerende sind navigerer i disse etiske problemstillinger - men der er inspiration at hente bl.a. i Joiner and Josephs bog ’Leadership Agility’. Baseret på studier af ledere med forskellige meningsstrukturer, når forfatterne frem til at mere selv-transformerende ledere har en større kapacitet til både at være kreative og samskabende i nu og her sociale interaktioner, og samtidig have blikket løftet på den rolle som de, og virksomheden, kan spille for en positiv industri og samfundsmæssig udvikling.
Bob’s Big Idea
Robert Kegan adresserer også selv spørgsmålet om sammenhængen mellem vertikal udvikling, og måden man etisk forholder sig på i en RSA forelæsning. fra 2013 tilgængelig på Youtube. Her fortæller han bl.a. en interessant anekdote om nogle forskere som satte sig for at undersøge om danskernes villighed til at hjælpe jøder til Sverige under 2. verdenskrig, var udtryk for et højt vertikalt udviklingsniveau. Konklusionen var, at der tværtimod var tale om en etik baseret på et ’socialiseret’ sinds store loyalitet overfor at det var danske jøder og dermed ’vores egne’, som der vises stor loyalitet og offervilje for at hjælpe. Heroverfor kan man sagtens se at nogle af Naziregimets vigtige ledere opererer med en mere avanceret ’selv-forfattende’ struktur i deres systematiske og rationelle tilgang til løsning af ’jødeproblemet’. Til gengæld, og mere opløftende, fortæller Kegan at han endnu har til gode at finde et empirisk eksempel på en ’selv-transformerende’ struktur som bruges i ’onde hensigter’.
Kegan giver i samme foredrag sin egen mere ’historiske’ og ’bredspektrede’ udlægning af tesen om udviklingen af ’det selv-transformerende’ sind som en del af løsningen på vor tids udfordringer, i det han kalder ’Bob’s Big Idea’:
”Hvis du tager et skridt langt nok tilbage og ser på os som art, så må du konkludere at noget besynderligt er begyndt at ske i de sidste 100 år: 1) vi har dramatisk udvidet antallet af os; 2) vi lever meget længere – en hel generation længere end vi gjordefor 100 år siden; 3) 2/3 af alle som nogensinde er blevet mere end 60 år, er i live i dag. Hvorfor sker dette? Teknologisk fremskridt svarer på hvordan det sker. Her er Bob’s Big Idea til hvorfor det sker: Som art er vi kollektivt ved at ’regne noget ud’. Vi er en art som er i overhængende fare, og vi ved det.… Vi er den eneste art som har frembragt midlerne til gensidigt at kunne udslette hinanden. Måske er det ikke et tilfælde, at vi er den eneste art som lever mange år efter at vi ikke længere kan formere os. Det selv-transformerende sind udvikler sig ikke før det vi i dag kalder ’midtlivs’ (men hvor vi indtil for nyligt afsluttede livet). Hvad hvis vi nu lever længere for at vi kan udvikle mere af den avancerede ’menings-struktur’, som kan redde os fra den selvpåførte fare vi lever i? Hvad hvis vi lever længere for at højne chancerne for at vores udsatte art kan finde ikke-morderiske, ikke-katastrofale, ikke-tilintetgørende måder at håndtere de disse farer på, håndtere de ’socialiserede’ stamme passioner, og håndtere de ’selv-forfattende’ stolte tanke- og stats-suveræniteter? Hvad hvis vi lever længere, for med Gandhis ord, at finde ’en vej ud af helvede’? - (Citat fra Robert Kegan, RSA lecture 2013, egen oversættelse og redigering).
Som Kegan her understreger, tager det mange år for det enkelte menneske at udvikle de mere avancerede meningsstrukturer. Da jeg selv må acceptere at være i anden halvdel af livet, hilser jeg det selvfølgelig velkomment med et kulturelt skift fra det moderne samfunds heltedyrkelse af ungdommen, til en fornyet værdsættelse af alderdommens potentielle visdom. Samtidig står det klart, at selvom vi bliver flere ældre, og selvom det også bidrager til en større andel af befolkningen med et selv-transformerende sind, så vil hovedparten af os fortsat skabe mening med en af de tidligere strukturer, og løsningen på vor tids problemer kommer ikke blot ved at sætte en gruppe mennesker med selv-transformerende sind til at udrede dem for os.
Potentialet ligger i stedet, så vidt jeg kan se, i at vi med en kritisk øget andel af ’selv-transformerende’ sind, får styrkede forudsætninger og kapacitet for at der kan tages lederskab i udviklingen af organisationer, netværksfælleskaber og samfund, som formår at skabe kontekster og kulturer der stimulerer og inviterer alle, uanset menings-struktur, til at deltage i samskabelsen af de løsninger vi har brug for. Disse kulturer og praksis-fællesskaber må netop være indrettet så de med Kegans ord ovenfor ”håndterer de ’socialiserede’ stamme-passioner, og håndterer de ’selvforfattende’ stolte tanke- og stats-suveræniteter”, på en måde som bliver befordrende for, og ikke nedbrydende af, vores fælles menneskelige og samfundsmæssige trivsel og udvikling, samt vores planets økosystemer som vi er afhængige af.
Del 1 af 5 - Del 2 af 5 - Del 3 af 5 - Del 4 af 5 - Del 5 af 5